Udgravningen af jernaldergården ved siden af Lyngsmosefæstningen er kåret til en af de ti vigtigste arkæologiske fund i Danmark i 2017. Mere i vente lyder forventningen, hvilket kan bidrage yderligere til den bog, der også er på vej om Lyngsmosefæstningen og forventes at udkomme i 2018.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der er kommet med deres top 10-liste over årets vigtigste arkæologiske fund. Her regner de fundet af den ekstraordinært stor jernaldergård ved Lyngsmosefæstningen med.

I oktober fortalte arkæolog og museumsinspektør Palle Eriksen fra Ringkøbing-Skjern Museum følgende i Dagbladet:

– Fra luftfotos vidste vi godt, at vi ville finde en jernaldergård med to huse, der var forbundet af et hegn. Til gengæld vidste vi ikke, at gården både er større og 100 år ældre, end bygningerne inden for fæstningen, fortæller han.Udgravningen ved jernalderfæstningen blev gennemført i tæt samarbejde med lektor ved Saxo instituttet på Københavns Universitet Per Ole Rindel, som er ekspert på området. Det var da også ham, der på det tidspunkt straks kunne datere gårdens alder på baggrund af bygningernes udformning. – Vi er vildt begejstrede, for det repræsenterer noget ud over det sædvanlige og er en indikation på, at området har været noget særligt – også før fæstningen opstod, fortalte lektoren.I øvrigt var undersøgelserne en del af det nye Lyngsmoseprojekt, som bliver til en bog om hele fæstningsværket, der skal udkomme i 2018.

Med denne nyhed ønsker Lyngsmoseforeningen alle et godt nytår!

 

EFTERSKRIFT: Palle Eriksen fortæller, at bogudgivelsen formentlig først sker i 2019. Vi tænker, den er værd at vente på!

Godt nytår med nyheden om at udgravning i Lyngsmose er blandt årets ti vigtigste fund

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.