Lyngsmose – en jernalderborg
For 2000 år siden så det vestjyske landskab helt anderledes ud. Der var vidt udsyn ud over de udstrakte heder. I godt vejr har man kunne se helt til Vesterhavet. Med 12 kilometers afstand lå jernalderbøndernes små landsbyer med tilhørende marker omkring. Bebyggelserne lå tæt ved åer og enge, hvor der kunne bjærges hø til husdyrene. Sådan lå jernalderlandsbyen Lyngsmose også. Den skilte sig til gengæld ud fra hundredvis af datidens bopladser, idet den var befæstet med vold og voldgrav.
Borgen, der er en af landets ældste, lå ved en korsvej, hvor vandvejen Hover Å krydsedes af en ældgammel sydnord-gående vej. Mod nord – på den anden side af ådalen – fortsatte vejen langs en gruppe gravhøje kaldet Kvindhøje. Også på denne side af ådalen ligger der gravhøje nær Lyngsmoselandsbyen.
Genopdagelsen af Lyngsmose
Der skulle gå 2000 år efter, fra borgen blev forladt, til den blev genopdaget. I 1977 blev den tildækkede voldgrav set og fotograferet fra en flyvemaskine; men først ved en prøvegravning i 1999 fandt man ud af, at der havde ligget en befæstet landsby her i jernalderen omkring 100 f.Kr. Opdagelsen var en sensation, da man på dansk jord kun havde kendskab til én lignende landsby – Borremose i Himmerland.
Over tre sæsoner i 2000 til 2002 blev pladsen undersøgt af Ringkøbing Museum og Københavns Universitet. Størstedelen af voldgraven samt halvdelen af alle stolpehuller til husene ligger dog urørte tilbage. I dag er stedet beskyttet mod ødelæggende pløjning. Donationer har nu muliggjort, at man kan besøge og opleve den befæstede landsby.
Landsbyens huse
Bag grav og vold lå 15 langhuse og to små huse. Midt i landsbyen gik en gade fra porten i vest til porten i øst. Langhusene var blot 7 til 13 meter lange, og havde – som det var almindeligt i jernalderen – bolig i den vestlige del og stald i den østlige. Hvis vi regner med, at et langhus husede en familie på 8 til 10 mennesker, har der været 120 til 150 beboere i landsbyen.
Før landsbyen blev befæstet, lå der tre gårde med hver to huse på stedet. 100 meter mod nordøst lå en fjerde gård med to huse. De fire gårde blev nedlagt, da man besluttede at bygge en ny landsby og befæste den. I jernalderens landsbyer var der gerne ét hus, som var større end de øvrige. Det er der ikke i Lyngsmose. Det bedste bud på en storgård er gården, som lå helt i sydøst, da den allerede før befæstningen var omgivet af et kraftig hegn.
Landsbyens forsvar
Landsbyen dækkede et areal svarende til en fodboldbane. Hele landsbyen var omkranset af en 3,5 meter bred og 1,5 meter dyb voldgrav. I voldgravens flade bund stak spidse træpinde op tæt ved siden af hinanden. Der har sikkert stået vand i voldgraven, som skjulte de farlige træspidser. Foran voldgraven kan der desuden have været et bredt minefelt af spidse træpinde.
Lige inden for voldgraven lå volden. Ved undersøgelsen viste det sig ved, at ved fronten af volden var der stolpehuller anbragt med en afstand på cirka 2 til 3 meter. Her har de stolper, som bar voldens front, stået. Om voldfronten bestod af planker som i den moderne udgave, ved vi ikke, men ud for hver anden stolpe var der en støttestolpe, solidt forankret i voldgraven. Fire steder – i hvert sit verdenshjørne – fandtes en port.
En tilflugtsborg?
Den ældre jernalders storgårde, våbengrave og pragtvogne (som Dejbjergvognene) vidner om et klassedelt samfund, hvor stormænd omgav sig med en hird af krigere. Stor mændene boede i almindelige landsbyer, men ofte i en gård lidt større end de øvrige.
Med sine forsvarsværker er Lyngsmose noget særligt. Måske skal den snarere end en almindelig landsby ses som et tilflugtssted for et større område, forbundet af alliancer mellem landsbyer. Lyngsmose kan have været den sidste bastion, hvor man kunne trække sig tilbage i ufredstider.
Store dele af Europa var på det tidspunkt, Lyngsmoseborgen blev opført, befolket af kelterne. Kelterne boede blandt andet i befæstede byer, oppida, så ideen kan være kommet herfra. Set i dette perspektiv er Lyngsmose del af en fælles europæisk politik og arkitekturtradition.